Faglighed
Autismepædagogisk tilgang
I mødet med mennesker med autisme er det afgørende at tage hensyn til deres individuelle behov for tydelighed, struktur og forudsigelighed. Denne tilgang er nødvendig for at skabe et overskueligt og forståeligt miljø, som danner solid grobund for udvikling, selvstændighed og trivsel.
Vi skaber tydelige daglige rutiner, som giver forudsigelighed og tryghed for den enkelte beboer. Som en fast del af dagsstrukturen indlægges pauser, hvori beboeren skal tilbydes et pusterum, der er tilpasset hans/hendes behov og interesser. Vi tilstræber at skabe tydelig kommunikation, og tilpasser kommunikationsmetoder til individets behov og forståelse. Vi bruger visuelle støttesystemer såsom piktogrammer, mobilize me, samt individuelt udviklet støtte såsom billeder og skemaer. Vi gør brug af enkelt ord, spejling og gentagelser med fokus på tydelig, tilpasset kommunikation.
Selvom struktur er vigtig, er det også vigtigt at være bevidst om individets energiniveau og behov. I arbejdet med mennesker er der nødvendigt at være fleksibel og have øje for at beboerens behov kan være i forandring, samt at fx kravsituationer altid skal afstemmes beboerens dagsform. Vi har fokus på at opretholde en balance mellem struktur, imødekommenhed og individualitet.
Med udgangspunkt i NUZO opdeler vi opgaver i mindre trin og støtter udviklingen af selvstændighed ved, at tilbyde klare instruktioner samt at motivere og opmuntre beboeren til at udføre opgaverne så selvstændigt som muligt. Vi arbejder med eksisterende kompetencer, som beboeren gradvist udvikler mere selvstændighed på. Vi dokumenterer dagligt på delmålene på Planner4you.
Anerkendende tilgang
På Lykkebo vægter vi at beboeren anerkendes som et unikt individ med egne styrker, interesser og potentialer. At beboeren føler sig anerkendt, set og rummet er et nødvendigt udgangspunkt for, at vi kan skabe trivsel, samarbejde og udvikling. Vi ønsker at skabe positive relationer, støtte social udvikling og opbygge et inkluderende fællesskab, hvor beboerne føler sig anerkendt som mennesker. Vi møder individet positivt og har fokus på vedkommendes personlige egenskaber og italesætter dem for ham/hende. Vi arbejder ud fra autonomi og indre motivation, hvilket kan fremme selvbestemmelse og individuel livskvalitet.
Ressourceorienteret tilgang
Vi arbejder på Lykkebo ud fra en ressourceorienteret tilgang med et individuelt ressourcesyn. Vi ved at alle vores beboere har ressourcer og styrker samt potentiale for udvikling, og det er vores opgave at understøtte og udvikle på dette, i samarbejde med beboeren.
Med udgangspunkt i NUZO vil vi identificere og opbygge på beboerens styrker og kompetencer. Dette vil understøtte hans/hendes mulighed for at lykkes og deraf styrke selvtillid og fremme yderligere udvikling.
Low arousal (LA2)
På Bosted Lykkebo er vores pædagogiske afsæt metoden LA2, der kombinerer low arousal med recovery-perspektivets fokus på udvikling, deltagelse og at benytte beboerens indefra – perspektiv. Vi har fokus på at arbejde ikke konfronterende med tilpassede krav og stimuli samt regulere beboerens arousal igennem egen adfærd.
Low arousal tilgangen sigter mod at skabe miljøer og interaktioner, der reducerer arousal niveauet og dermed mindsker stress, angst og risikoen for voldsomme episoder. Dette er relevant for mennesker med autisme, da de ofte er særligt følsomme over for stimuli. Omvendt er det også relevant at tilbyde aktiviteter som højner arousal og fokuserer på stimuli af alle sanser.
Der er fokus på at lære og udvikle vores tilgang løbende ved at reflektere over episoder på personalemøder og kollegaer imellem. Vi benytter værktøjer tilpasset borgere med udviklingshandicap (LA2U), der er visuelt understøttet og med større fokus på et tilstræbt indefraperspektiv, når beboerne ikke selv kan udtrykke, hvordan de har det.
Sanseorienteret tilgang
En sanseorienteret tilgang er gavnlig i arbejdet med mennesker med autismespektrumforstyrrelse for at fremme trivsel og understøtte udvikling. Denne tilgang fokuserer på at integrere sansestimulering og skabe miljøer, der støtter individets sensoriske behov og præferencer. Sanseintegration bevirker de 5 ydresanser samt de 2 indre sanser, og særligt stimuleringen af sidstnævnte giver et stort udbytte for mennesker med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.
Neuropædagogik
For bedst muligt at hjælpe mennesker med udviklingsforstyrrelser er det væsentligt at have en forståelse for hjernen, dens funktioner og hvordan man bruger den viden i arbejdet med beboeren. I det pædagogiske arbejde inddrager personalet viden og perspektiver fra neuropædagogikken, sammen med viden om autismespektrumforstyrrelser. Vi bruger denne viden til at skabe fagligt funderede tiltag og en fælles strategi, der er tilpasset hver beboers individuelle udgangspunkt. Personalet har fokus på at se bag om adfærd og forstå den enkeltes beboers udfordringer, så vi har øje for hvornår vi skal arbejde henholdsvis kompenserende eller udviklende. Det er vigtigt, ikke at forvente mere af beboeren, end vedkommende er klar til.
TEACCH
På Lykkebo benytter vi elementer fra TEACCH-metoden, som blandt andet fokuserer på at strukturere og tydeliggøre daglige rutiner gennem visuelle støttesystemer. Mennesker med autisme er ofte udfordret på deres forestillingsevne, og her kan støttesystemerne komme dem til gode.
Støttesystemerne kan skabe tryghed, fremme beboernes forståelse og kommunikation, samt give dem større mulighed for inddragelse og selvstændighed. Støttesystemerne tilpasses hver enkelte beboers behov, styrker og udfordringer. Nogle har gavn af en visuel oversigt over hele ugen på deres telefon, imens andre har brug for en tavle med piktogrammer eller billeder af personalet. Beboerens behov for tydelig og genkendelig struktur vil derfor blive understøttet af elementer fra TEACCH i det omfang, der er gavnligt for tryghed, forudsigelighed og udviklingspotentiale.